INFLUENZAVACCINATION

Influenzavaccination starter 1. oktober 2020.

Tilbuddet om gratis influenzavaccination starter i år i oktober og fortsætter ind i det nye år. Influenzavaccinationen er gratis for visse befolkningsgrupper bl.a. personer over 65 år, personer som har en kronisk sygdom, f.eks. KOL eller astma eller er gravide i 2. eller 3. trimester.
 
Nogle befolkningsgrupper er i særlig risiko for at blive alvorligt syge af influenza, det gælder bl. ældre, gravide eller personer, som har bestemte kroniske sygdomme. Det er der forskellige grunde til. For ældre skyldes det blandt andet, at immunforsvaret bliver dårligere med alderen, og derfor er det sværere at komme sig efter influenzaen. Derudover har ældre også større risiko for at få komplikationer af influenzaen, f.eks. lungebetændelse, siger Mariam Colstrup Sommer, læge i sundhedsstyrelsen og fortsætter:
 
Også gravide er i større risiko for at få komplikationer til influenza. Gravide i 2. og 3. trimester anbefales derfor at blive influenzavaccineret. Ved vaccination bliver ikke blot mor, men også barnet beskyttet mod influenza. Barnet er beskyttet mod influenza i op til flere måneder efter fødslen.
 
Følgende borgere er omfattet af tilbuddet om gratis influenzavaccination:
 
- Alle personer, der er fyldt 65 år
- Førtidspensionister
 
- Personer, der lever med følgende  kroniske sygdomme:
  Kronisk lungesygdom
  Hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
  Diabetes 1 eller 2
  Medfødt eller erhvervet immundefekt
  Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
  Kronisk lever- og nyresvigt
  Andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig
  sundhedsrisiko
 
- Svært overvægtige 
- Immunsupprimerede og deres husstandskontakter efter lægelig vurdering
- Gravide i 2. og 3. trimester
- Sundheds - plejepersonale med tæt kontakt til personer i særlig risiko
- Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza 
  udgør en alvorlig sundhedsrisiko.
 
Tilhører du en af de nævnte grupper, kan du få vaccinationen gratis fra den 1. oktober 2020 til den 15. januar 2021. For gravide, der er mere end 12 uger henne, samt personer med medfødt eller erhvervet immundefekt og deres husstandskontakter er perioden for vaccination længere, nemlig frem til den 1. marts 2021.
 
Tilhører man ikke ovennævnte grupper for gratis influenzavaccination kan vaccinationen købes for 250,00 kr.
 
Se mere om influenzavaccination og om, hvor du bliver vaccineret på :
 
www.beskytdigmodinfluenza.dk